HOFTEATRETS HISTORIE - og tankerne bag det hele
Bag om Hofteatrets historie her og nu
Hofteatret fra 1767 er mere end et kvart årtusinde år gammelt og Danmarks ældste teaterscene. Teatermuseet har ligget og levet i Hofteatret siden 1922 og er således mere end 100 år gammelt og et af Danmarks ældste specialmuseer. Teatermuseet i Hofteatret ligger på Christiansborg Ridebane i en sidefløj til det første Christiansborg Slot, der brændte i 1794.
Men Hofteatret undgik branden og er nu en af de sjældne og eneste 1700-tals bygninger, man kan besøge og færdes frit i: Over det hele i salen, på den skrå scene, på balkonerne og i de små loger, hvor bl.a. Frederik 7 og Grevinde Danner tilbragte mange aftener i 1850’erne – og hvor konger og dronninger, prinser og prinsesser sidder den dag i dag til forestillinger og koncerter.
Hofteatret blev skabt af den helt unge enevældige konge, Christian 7 i 1767 – og bygget direkte ind i kongens daværende rustkammer eller magasin for rustninger, mindre våben, seletøj mv., som hensigtsmæssigt lå oven på de kongelige stalde. Hofteatret blev skabt i tidens europæiske stil for hofteatre. Her blev der holdt maskeballer for magtens elite. Og Her havde Det Kongelige Teater sine elevskoler bl.a. for ballet, hvor en meget ung H. C. Andersen var elev.
I 1842, få år før Enevældens ophør, kom den knapt så unge Christian 8 til. Han omskabte og moderniserede teatersalen, både dets interiører og brugen af den. Salen fik det smukke og varme Guldalder-interiør, som stadig præger Hofteatret den dag i dag. Salens indretning blev samtidig moderniseret, så den matchede en ny tids offentlighed og teaterkultur. Som det første hyrede Christian 8 en italiensk operatrup, som var en vild modsætning til traditionen på Det Kongelige Teater. Hofteatret var nu blevet et offentligt operahus, hvor alle kunne komme, hvis de købte billet – og det gjorde de til fulde.
Hofteatret og teatermuseet er i det hele taget fyldt med historier og hændelser, der ikke bare fortæller om livet i Hofteatret, men i høj grad også om hvad der er sket uden for Hofteatret. I dag rummer hver lille niche i Hofteatret og hver genstand i Teatermuseets samlinger spor af Hofteatrets historie og af teaterkunstens beskæftigelse med verden uden for teatret.
Man kan bevæge sig frit rundt i det mere end 250 år gamle teaterhus. Man kan se spor af det oprindelige rustkammer, sidde i de kongelige loger, kigge ind i de hemmelige siderum eller gå op på den scene, hvor Christian 7 selv og stjerner som H.C. Andersen i sin tid optrådte. Eller være tilskuer til forestillinger, koncerter, foredrag og alt mulig andet, som også gør Teatermuseet i Hofteatret til et nutidigt kulturelt mødested.
Teatermuseet i Hofteatret er i dag i ét og samme greb Danmarks ældste eksisterende scene, en historisk attraktion, et levende scenerum, et moderne teatermuseum og kulturelt mødested. Alt sammen får man syn for sagn, når man besøger Hofteatret. Det er sjældent i dagens Danmark, at man har fri og uhindret adgang til at besøge og opholde sig i bygninger og interiører fra 1700-tallet. Men det har man i Hofteatret.
Overalt er der spor af det liv, der har fyldt Hofteatret til forskellige tider. Tidens tand har selvfølgelig gnavet, men detaljerne er stadig tydelige, nu fyldt med patina – det stille forfald i overfladen, der øger skønheden. Det gælder fx de smukke inskriptioner og signaturer, der er skrevet ind i forscenens vægge af skuespillere og andre. De er jo ikke en del af de oprindelige interiører fra 1700-tallet, men faktisk tilføjet graffiti fra 1800-tallet. Det ene med det andet er det, der giver Hofteatret sin helt specielle historiske atmosfære.
Men hvilken slags forfald skulle beskyttes og bevares for eftertiden og med hvilken begrundelse – og hvilken slags skulle ikke? Hvis man skulle restaurere og renovere Hofteatrets historiske interiører af hensyn til eftertiden – hvad skulle man så lægge vægt på, hvilke arkitekturhistoriske forhold skulle styre valget, og hvilke kulturhistoriske værdier skulle gælde?
Et af de forhold man kan tage udgangspunkt i er, hvilke funktioner og formål, Hofteatret har i dag og skal have i fremtiden? Derfor arbejder Teatermuseet i Hofteatret også tæt sammen med både museums- og teaterverdenen, ikke bare i nærmiljøet i København, men i det øvrige Danmark, Norden og Europa. Det Europa, som er fyldt med historiske teatre uden museumsvirksomhed og ofte med stærkt begrænset adgang for publikum.
Netop ved at være Teatermuseet i Hofteatret – og at have Hofteatrets interiører i sig selv som museets vigtigste formidlingsgenstand eller fortælling – er der fri adgang til at opleve det, vi sjældent har mulighed for i dag: at færdes i og fornemme et historisk interiørs vingesus, et 250 år gammelt steds ånd.
Hofteatret har gennem de seneste to årtier i stigende grad været anvendt til en række vidt forskellige museums-, arrangements- og formidlingsfaglige aktiviteter. Nogle relaterer til Teatermuseet som museum, andre til Hofteatret som (historisk) teater- og scenerum, og andre igen til huset som historisk seværdighed og kulturelt mødested.
Uanset hvad Hofteatret bruges til, så er den største udfordring i forhold til bygningens enestående historiske og atmosfærefyldte interiører på én og samme gang at bevare dem over tid og at formidle dem her og nu, samtidig med at museets bredspektrede formål og aktivitetsniveau fastholdes og styrkes, foruden at besøgende mødes med moderne brugerfaciliteter.
Teatermuseet i Hofteatret skaber kulturoplevelser, der styrker forståelsen af scenekunstens rolle i samfundet og engagerer publikum på tværs af generationer. Teatermuseet i Hofteatret formidler viden om dansk scenekunst gennem tiderne, i samspil med Hofteatrets unikke rammer. Museet kombinerer levende formidling med historisk forankring og fungerer som et relevant mødested for kunst, kultur og refleksion. Hofteatret skaber oplevelser og aktiviteter, der inviterer publikum til indsigt, dialog og oplevelse af scenekunstens betydning i samfundet.
Tankerne bag det hele
En af de mest åbensindede og faktatro museumstænkere i nyere tid er John H. Falk. I The Value of Museums – Enhancing Societal Well-Being (2022) skriver han: ”Vi ved, at betydningen af museumsoplevelser varierer fra bruger til bruger [...]. Hver besøgendes virkelighed er kun løst forbundet med de faktiske, faste realiteter i museets rum, udstillinger og/eller arrangementer. [...] Derfor er de betydninger, som nogle søger og finder under deres museumsoplevelse, intellektuelle, mens de for andre er sociale og for andre igen spirituelle eller oplevelsesmæssige.”
Besøgsoplevelsen varierer fra besøgende til besøgende. Det kunne man tillægge den betydning, at den moderne besøgsoplevelse er individualiseret i en grad, at museet har mistet sin fælleshedsskabende værdi. Men det kan også forstås modsat. I Museet som ett socialt rum och en plats för lärande (Gustav Wollentz et.al. (ed.), 2021) hedder det:
”I et stadig mere fragmenteret samfund er sociale rum, der fremmer interaktion, samarbejde og styrker båndene mellem mennesker, vigtigere end nogensinde. Mennesker har brug for hjælp og incitamenter til at interagere, øge forståelsen og accepten og danne relationer, der overskrider generationer, social baggrund og kulturel opvækst. Som institutioner med en tradition for at forbinde mennesker kan museer imødekomme disse samfundsmæssige krav”.
Tænk om Teatermuseet i Hofteatret kunne løfte sig endnu engang og blive ikke bare et museum og en arkitekturhistorisk attraktion, et stykke kulturarv, men også et moderne kulturelt mødested og socialt rum, hvor mennesker af forskellig baggrund og med forskellige interesser, holdninger og forståelser af verden, trygt og tillidsfuldt kunne forbindes med hinanden.
At man her, netop her i disse rolige og stemningsfulde omgivelser, og i en tid hvor tilliden til institutionerne er svækket og den offentlige debat skærpet til det yderste, kunne etablere et miljø, hvor debat om tidens politiske, kulturelle og sociale spørgsmål og dilemmaer kunne finde sted på en måde, der giver plads til uenigheder og forskelle, vi kunne blive klogere af og på.
Netop her hvor politik, iscenesat magt, maskeret offentlighed og skjulte dagsordner har haft sit helt specielle og foranderlige liv siden Christian 7’s og Struensees tid. Tænk hvis der her kunne skabes et miljø for uenighedsfælleskaber, hvor selv en magtforvirret stræber som hovedpersonen Herman i Den politiske kandestøber kunne finde sig til rette uden at gøre skade på andre eller selv gå til grunde.